Poul Duedahl er professor ved Aalborg Universitet og forfatter til en række af de senere års bedst sælgende historiske bøger. Poul deltog i Stedet fortæller i Rundetårn i november 2019 med historien om en ganske særlig familie af urmagere, en ballademager og manden bag Danmarks første tegneserie. Pouls fortælling vakte både latter og undren – og gjorde det soleklart, at vi her har med en af landets absolut bedste formidlere at gøre.
Erik Nicolaisen Høy er netop pensioneret Bibliotekar ved Hovedbiblioteket i København. Gennem de seneste år har han udført et Herkules-arbejde ved at gennemlæse, kommentere, oversætte og udgive tusindvis af sider af det længst hedengangne københavnske dagblad Politivennen, som udkom i årene 1798-1848. Herfra henter han en stor del af stoffet til sine – med moderne øjne – absurde historier om dagliglivets fortrædeligheder i Guldalderens København. Erik optrådte til Stedet fortæller i Rundetårn i november 2019 med lune, klæbehjerne og et imponerende arsenal af sproglige guldkorn fra bladet. Der er ingen tvivl om, at Erik vender tilbage til kommende arrangementer.
Rasmus Agertoft er forfatter, Cand. Mag. i litteraturvidenskab og Rundetaarns egen historiske konsulent. Med sin enorme viden om Danmarks mest ikoniske bygningsværk var Rasmus selvskreven, da Stedet fortæller i november 2019 besøgte Rundetårn. Med finesse, lune og humor førte Rasmus publikum gennem de første spæde skridt i tilblivelsen af det, vi i dag kender som Nationalmuseet. Om Stedet fortæller vender tilbage til Rundetårn står endnu hen i det uvisse, men der er ingen tvivl om, at Rasmus altid er leveringsdygtig i en spændende fortælling.
Kaare Johannesen
Kaare Johannesen beskriver sig selv som “privatpraktiserende historiker“. Han har dog også mere formelle titler som Cand. Mag. i Historie, tidligere Overviking på Museet ved Trelleborg og inspektør på Middelaldercentret i Nykøbing F. Derudover har Kaare medvirket i et utal af afsnit af “Historiequizzen” på DR-K og tilrettelagt dokumentaren “Rejsen til Vestfronten” sammen med Historiker og tv-vært Cecilie Nielsen. I marts 2020 er Kaare at finde på scenen i Hofteatret, når Stedet fortæller lægger vejen forbi Slotsholmen i København. Humor og Historie-nørderi er nogle af nøgleordene, når man har med Kaare at gøre. Jeg glæder mig umådeligt til marts!
Allan Mylius Thomsen er vel nærmest en institution i sig selv indenfor historieformidling i Danmark. Han har i mange år udgivet bøger om Københavns historie, lavet tv og vandret Hovedstadens gader tynde med tusindvis af glade gæster på slæb. Allan er et af de stiftende medlemmer af Københavns Byvandrerlaug og sidder pt. (igen) i Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten, hvor han med ildhu og pondus har kastet sig ind i kampen for bevarelsen af de i mange tilfælde truede historiske udskænkningssteder. Allan bidrog på vanlig bramfri vis til den første omgang Stedet fortæller i Helligåndshuset i februar 2019.
Christian Donatzky
Christian Donatzky er uddannet Cand. Mag i Historie og Samfundsfag og har siden 2003 drevet formidlingsvirksomheden History Tours. Han har været fast deltager i adskillige afsnit af “Historiequizzen” på DR-K og så er han medlem af Københavns Byvandrerlaug. Når Christian ikke er på på tv eller ude på en byvandring, er han et meget aktivt Byrådsmedlem i Helsingør for det Radikale venstre. Christian bød til det første Stedet fortæller på en både trist og interessant gennemgang af et par af de store epidemier, som har hærget København gennem tiderne.
Torben Frandsen har lavet byvandringer og fortalt (historisk korrekte!) røverhistorier gennem sin egen virksomhed Weirdwalks i snart mange år og er vel en af Hovedstadens mest populære guides – folk er åbenbart pjattede med det, han selv kalder “barske byvandringer” – ture med fokus nede i skidtet, med en forkærlighed for det absurde og tossede – som der i øvrigt er temmelig meget af i dansk historie. Torben bidrog i Helligåndshuset i København i februar 2019 med Historien om en bortført jomfru i 1700-tallet og i Rundetårn i november 2019 om selveste Zar Peter den Stores besøg i byen. Jeg ser frem til, hvad Torben kan finde frem til næste gang.
Svend-Erik Engh er en af landets mest garvede historiefortællere. Siden starten af 90’erne har han fortalt og undervist på skoler, højskoler, for virksomhedsledere og ganske almindelige mennesker overalt i verden. Det er altid vedkommende, underholdende – og i denne forbindelse historisk funderet, når Svend-Erik træder op. Siden 2017 har Svend-Erik haft sin base i Edinburgh, men kigger jævnligt forbi fædrelandet, bl.a. i forbindelse med både den første og den kommende Stedet fortæller – og med sit eget inter-nordiske fortælle-projekt, som gennem en række arrangementer markerer 500-året for Christian d. 2.’s Stockholmske Blodbad.

Siden opdateres…

Erik Aschengreen er dansk ballethistories ”Grand Old Man”. Født i 1935 har han beskæftiget sig med dans og teater det meste af sit liv. Det alen-lange CV omfatter bl.a. undervisning på Københavns universitet og det Kongelige Teaters balletskole, balletanmelder ved Berlingske Tidende, forfatter til femten bøger og et hav af foredrag, tv-optrædender mm.

Vigtigst af alt: Erik Aschengreen er et gennemført behageligt og ekstremt vidende menneske, som man kun kan blive beriget af at være i selskab med.
Og så ved han stort set alt, hvad der er værd at vide om balletten og dens aktører – og ikke mindst om stedet, det hele handler om: Teatermuseet i Hofteatret, hvor han har færdedes hjemmevant i årtier.